Så er det blevet hyldeblomsttid. Alle hyldebuskene blomstrer lige nu, så det er bare med at plukke løs : ) og de kan findes ret mange steder, selv i byerne, men det er ved at være sidste chance, for de er ved at blomstre af for denne gang, men det kan lige nåes her i weekenden.
Jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at vide mere om råvarer man selv kan gå ud og finde i naturen herhjemme. Jeg ved ikke ret meget om det endnu, men håber at få tid til at lære mere. Der findes forskellige bøger om emnet, som jeg tænker at jeg skal ud og have fat i. Jeg synes det er spændende både fordi man prøver nogle nye råvarer og smage, og så er det hyggeligt, mere bæredygtigt og ikke mindst gratis. Men et godt sted at starte må være hyldeblomsterne som er nemme at finde og det er jo altid lækkert at have.

Jeg plejer at lave en stor portion saft ad gangen og fryser ned i portioner som jeg tager op i løbet af sommeren. Både til drinks eller til at blande med danskvand eller almindeligt vand.
I år har jeg prøvet at eksperimentere med et par nye varianter udover den helt klassiske, nemlig en ingefær udgave og mynte variant.

Opskrifterne kommer her:
Ca. 2 liter af hver variant.

Den klassiske
ca. 30-40 eller flere hyldeblomstskærme
1-2 økologiske citroner
3 spsk citronsyre
500 g. rørsukker
1,5 liter vand

Hyldeblomst-mynte
ca. 30-40 eller flere hyldeblomstskærme
1-2 økologiske citroner
3 spsk citronsyre
500 g. rørsukker
1,5 liter vand
10 eller flere myntestilke (groft hakket)

Hyldeblomst-ingefær
ca. 30-40 eller flere hyldeblomstskærme
1-2 økologiske citroner
3 spsk citronsyre
500 g. rørsukker
1,5 liter vand
50 g ingefær (skåret i mindre stykker)

Ryst hyldeblomsterne for smådyr og klip de groveste stilkene af. Gem det i en skål lidt endnu.
Lav en gryde til hver af de tre varianter.
Kog vandet i gryderne op, og tilsæt sukker og citronsyre.
I ingefær varianten tilsættes også ingefær.
Riv citronskal og pres citronsaft i alle 3 portioner.
Når sukkeret et opløst slukkes blusset og hyldeblomstskærmene tilsættes i alle gryder inkl mynte til myntevarianten. Rør rundt og lad det stå at trække med låg på køkkenbordet i et par timer til det er kølet af. Derefter sættes det i køleskabet trækker i 4-5 dage.
Når det har trukket sies saften igennem et rent viskestykke og hældes på rene flasker, eller i fryseposer som lægges i fryseren, klar til at tage op henover sommeren. Evt kan man lave det til isterninger.
Man kan også opbevare det hele på patentflasker skyllet i fx atamon, men jeg er ikke så glad for at bruge den slags så jeg fryser det hellere ned og tager op efterhånden. Hvis man bare skolder flaskerne i lidt kogende vand inden så holder det sig i hvert fald også nogle uger i køleskabet uden problemer og det er nok drukket inden da.

Det er også en fin værtindegave : )

Saften skal tyndes op, alt efter hvor stærk man vil have den. Jeg blander ca. 1 del saft til 3-4 dele vand.

Mynte udgaven er virkelig god til drinks, fx en sommerlig udgave af den klassiske Tom Collins.

4 cl. Gin
6 cl. Hyldeblomst/mynte saft
ca. 1 dl. Danskvand
ca. 1 dl. Tonicvand
Iterninger
Citronskiver og mynte kviste til pynt

Ingefær udgaven er god til en sommerlig udgave af Dark & Stormy

4cl mørk rom
6-8 cl hyldeblomst-ingefær saft
1,5 dl. Danskvand
Insterninger

Ha’ en dejlig weekend.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *